Pilgrimsvandringer

Hvorfor skal vi ud på pilgrimsvandringer?

Hvorfor skal vi begynde med pilgrimsvandringer her i valgmenigheden?
Er det fordi vi skal følge moden?
Er det noget, der er mening i?

Jeg synes begge dele.

Mange mennesker er i dag søgende uden nødvendigvis at finde vej til den kristne kirke i deres søgen. Så må den kristne kirke finde dem, og det kan vi f.eks. med pilgrimsvandringer, som dertil en vis grad er mode i – men der er vel ikke noget galt med at være moderne!

Nogle af jer vil sige, at vandringer ikke er noget for mig, men ingen undgår at deltage i en pilgrimsvandring.

Vores liv er en pilgrimsvandring fra vi fødes, og til vi igen er tilbage hos Gud, hvor vores vandring ender.

Det er en vandring med mange bump på vejen, mange skuffelser, svigt, men også altid med mange glæder og oplevelser. Af de mennesker, man møder undervejs i livet, er der nogle, der følges med os hele vejen og andre, der kommer ind i vores liv og forsvinder igen.

Sådan er det også på en vandring i mindre målestok, og jo længere man er på vandring, jo flere af de nævnte ting vil man komme ud for, men der er altid uforudsete hændelser og altid nye mennesker, når man deltager i en pilgrimsvandring.

Hvad er så formålet, hvis der er et?

En pilgrimsvandring i modsat til en spadseretur i skoven skal helst give lejlighed til eftertanke, til at finde mere ind til sig selv og til at blive lidt klogere på livet.

Vi har det bedre i det ydre end i det indre! Vi jager af sted mellem hjem, arbejde, og alle mulige aktiviteter i fritiden. Vi kan ikke nå det hele, og så bliver vi endnu mere stressede.

Det er måske derfor, pilgrimsvandringer har fået fornyet aktualitet, for man vandrede jo allerede i middelalderen, med den hellige Birgitta som kom fra Vadstena i Sverige som ”pilgrimmenes pilgrim” idet hun vandrede det meste af sit liv til hellige steder.

Mellem 20 og 50% af Europas voksne befolkning deltog i valfarter og vandringer

Vandringen er en indre vandring i den ydre vandrings form. Vi hører om vandringer i Bibelen, Jesus vandrede rundt med sine disciple, der var valfarter i middelalderen og senere, der har været missionsrejser, tiggermunkenes vandringer mfl. Gud kalder til opbrud på forskellig måde.

Valfarten er den form, vi hører mest om i alle religiøse kulturer: Hinduers vandring til Ganges, jøders og kristnes pilgrimsrejser til det hellige land og muslimernes til Mekka.

Motiverne var forskellige. Nogle vandrede for at gøre bod, andre for at bede om hjælp til sig selv og andre, nogle for at sige tak og andre igen for at finde sig selv og Gud.

Den svenske pilgrimspræst Hans Erik Lindstrøm har udarbejdet ”Den lille pilgrimsbog” hvor han opregner de 7 såkaldte pilgrimsord:

Langsomhed – vi skal ikke nå noget på en pilgrimsvandring. Vi skal gå stille og roligt uden hast. Have tid til at opleve og se, tid til eftertanke og bøn, tid til stilhed og koncentration.

Frihed – der er ingen forstyrrende kalender og mobiltelefon er slukket. Endnu bedre ville det være også at lade uret blive hjemme.

Enkelhed – vandring inspirerer til den enkle livsstil, for man kan ikke bære så meget med sig på en vandring. Sammenlign selv med alle de ting, du har derhjemme.

Bekymringsløshed– vandringen støtter en god sorgløs holdning – det ordner sig nok. I evighedens perspektiv er min byrde meget lille og let.

Stilhed – selv i en gruppe kan man gå i stilhed og lytte til fuglestemmer og andre af naturens lyde. Vandringen kan i sådanne perioder minde om en retræte – man hviler sjælen.

Fællesskab – under vandringen udviskes grænser. Alder, uddannelse, erfaring o.l. er ligegyldige – vi er alle pilgrimme og vi har besvær, slid, glæde og hvile til fælles som mennesker.

Åndelighed – tilværelsen har Skaberen som sin oprindelse. At vandre som pilgrim er at vandre i Gud, at være til.

Vandringerne i valgmenighedens regi begynder og ender så vidt muligt ved en kirke, men det er ingen betingelse. Man kan holde andagt hvor som helst med den samme virkning, og det at vandre er bøn med fødderne! Vandringerne bliver afbrudt (alt efter hvor mange kilometer vi går) til bøn og hvile og har altid en længere frokostpause.